Skolemad

Skolemad

I Danmark består skolemaden ofte af hjemmesmurte madpakker, og skolemaden er dermed et privat anliggende for den enkelte familie, i modsætning til England og Sverige hvor eleverne får et måltid mad på skolen.

En af skolens opgaver er at medvirke til at give eleverne sunde kostvaner (fx i faget hjemkundskab og emnet sundhed), og derfor gennemføres der ofte kampagner med fokus på madpakkens kvalitet.

I de senere år har det vist sig, at mange børn møder i skole uden at have fået morgenmad og at mange af de samme børn ikke har madpakker med og er henvist til at købe noget i skolens kantine eller frugtbod, hvis sådanne findes på skolen, eller besøge den lokale kiosk eller bager, når de er så gamle, at de kan få lov til at forlade skolens område.

I henhold til folkeskolelovens § 40, stk. 2 kan kommunalbestyrelsen træffe beslutning om, at der kan tilbydes madordning på skolerne. Det fremgår af loven, at når kommunalbestyrelsen har truffet beslutning om, at der kan tilbydes madordning, så skal skolebestyrelsen træffe beslutning om, hvorvidt der skal oprettes en madordning på skolen, herunder i skolefritidsordningen. Skolebestyrelsen fastsætter principper for madordningen inden for de rammer, som kommunalbestyrelsen har fastsat. Madordninger kan alene være et tilbud til forældrene.

Principperne kan fx indeholde retningslinjer om sund mad, som eleverne gerne vil købe og  spise.

Men det er kommunalbestyrelsen, der fastsætter de overordnede rammer herunder vedr. økonomien, og det er skolebestyrelsen, der beslutter, om muligheden skal udnyttes på skolen.

Senest opdateret den

4. september 2019

af

cg

Læs også

30.09.10
Personsager
Personsager kan være klager, der drejer sig om enkelte elever eller medarbejdere.
01.09.10
Betaling
I henhold til Grundloven og Folkeskoleloven er folkeskolens undervisning gratis, jf. folkeskolelovens § 2. Dette gælder ligeledes for nødvendige...